Alle rummene er fyldt med ting. Seng, cykel, køkkengrej, tv, skolebøger, tøj, kufferter, vandbeholdere. Der er lige akkurat plads til, at de alle fem kan samles foran det lille fjernsyn om aftenen i det af rummene, der blandt andet fungerer som stue. Denne aften ser de fem-seks afsnit af en fantasy-serie oversat til Swahili. Alle fem er opslugte, og Miyangos datter på 18 griner, når der er nogen, der kysser.
Dette er historien om Ramadhani og Miyangos familie. En flok på fem, der bor i et lille hus på øen Ukerewe, midt i Viktoriasøen i Tanzania. Og så er det historien om at leve med albinisme i Tanzania med de sociale og økonomiske udfordringer, som det medfører. Omkring én ud af 1500 bliver født med albinisme her, og mange af dem oplever social diskrimination fra familie, i skolen eller på arbejdsmarkedet. I Miyango og Ramadhanis familie er det afgørende, at de kan hjælpe hinanden. De er fattige, og Ramadhani er ved at blive gammel.