Jeg har altid skilt mig ud i forhold til kønsnormer. Da jeg var lille, ville jeg gerne lege med barbiedukker og være prinsesse til fastelavn. Jeg husker en generelt dømmende adfærd fra de voksnes side. De andre børn var ligeglade, indtil jeg nåede skolealderen. Så begyndte de at mobbe mig. De kaldte mig navne, fordi jeg var mere feminin end de andre drenge.

Fra sjette klasse blev mobningen også fysisk, og jeg oplevede voldelige overfald. Det har skabt en konstant nervøs følelse i mig. En angst for at blive udstødt fra fællesskabet, overfaldet eller råbt ad igen. Jeg følte, at der ikke var plads til, at jeg kunne udfolde mig eller finde ud af, hvem jeg var. Samtidig har jeg et billede af, at jeg var bedøvet eller følelsesløs i meget af min barndom.

Hvis jeg havde fået lov til at være mig selv som barn, havde jeg nok været mere feminin i dag. Modstanden og mobningen har nok gjort, at jeg har undertrykt noget af det feminine. Det skabte usikkerhed, og mit følelsesmæssige system lukkede ned. Det gør blandt andet, at jeg nu kan have svært ved at navigere i tilværelsen, i mig selv og i min krop. Disse oplevelser har i sammenspil med nogle andre ting haft en indflydelse på, at jeg udviklede angst, depression og stress.Gennem terapi har jeg opdaget, at jeg kan bryde ud af mine negative mønstre. Det er en proces, og der er åbenbaringer hver dag. Det er hårdt, og det er livsændrende. Nogle dage hader jeg mit liv, og andre dage elsker jeg det.

Monir Mooghen: Det var omkring 2015 eller 2016, at jeg kom ind i psykiatrien og blev udredt. På det tidspunkt var jeg i proces med at skifte navn, og det blev ikke modtaget særlig godt der. Jeg husker, at de hurtigt sagde, at mine tanker om køn og mit ønske om, at de ikke anvendte mit daværende juridiske navn, skyldtes psykosen, men det var jo ikke en ny tanke for mig. Mine pronomener er de/dem. Jeg er queer. Jeg bruger alt fra biseksuel til dyke til queer, når jeg beskriver min seksualitet. Min kønsidentitet er svingende, men et sted i det nonbinære spektrum. Jeg har en bipolar diagnose og en lav psykosetærskel.

Da jeg var yngre, havde jeg en blog på nettet. Jeg har fundet ti år gamle blogindlæg, hvor jeg har sat ord på det med hverken at være kvinde eller mand. Det har altid været i mit liv, men dengang kunne jeg ikke forstå det, og jeg følte ikke, at der var noget andet, man kunne være end binær transperson eller ciskønnet. Jeg havde nok haft en anden sindsro, hvis jeg havde haft ord for det dengang, for der var en stor forvirring inden i mig.

Jeg har brugt mange år på at kæmpe med at være anderledes og samtidig prøve at passe ind, og jeg tror, at det at undertrykke et aspekt af sig selv så længe, at være anderledes og at føle sig forkert kan være med til at forklare, hvorfor så mange queerpersoner har psykiske problemer.

I nye omgivelser og med nye mennesker må man hele tiden afveje, om man vil blive accepteret for den, man er. Det er en kronisk tilstand, hvor man er nødt til at være årvågen, parat. Når jeg mødes med andre queerpersoner i offentligheden, er der en stress i mig, fordi jeg godt ved, at der kan ske shit. Det kan være svært at passe på sit mentale helbred, når man hele tiden bruger så meget energi udadtil. Tidligere var følelsen af depression meget konstant i mig, men for ikke så længe siden begyndte jeg på medicin for min bipolare diagnose, og det hjælper mig meget.

Emilie Belle Jensen: For mig kan socialfobien komme til udtryk i frygten for at blive ekskluderet på baggrund af min seksualitet. At folk ser skævt til mig, fordi der er mange mennesker, som ikke forstår det. Jeg kan huske det helt tilbage fra folkeskolen, hvor nogle af pigerne gav mig indtrykket af, at de var bange for, at jeg skulle kigge på dem i omklædningsrummet efter idræt. Jeg er ciskvinde, og min seksualitet identificerer jeg som queer. Jeg har haft udfordringer med stress og depression, og jeg har generaliseret angst og socialfobi.

Som LGBTQ+-person oplever jeg, at jeg går igennem livet med paraderne oppe. Det kan være i forhold til hele tiden at mærke vandene, inden jeg åbner for den side af mig selv. Det kommer specielt til udtryk, når jeg møder nye mennesker.

Jeg har været på en arbejdsplads, hvor jeg ikke fortalte, at jeg var kæreste med en kvinde. Jeg refererede til min kæreste som han, fordi jeg var bekymret for, at ledelsen ville se skævt til mig, og at jeg ville forbigå nogle muligheder i mit arbejdsliv, fordi de måske var homofobiske. Det tilføjede en masse stress til mig. Jeg lagde låg på mig selv, og det var med til at udløse stress og depression for mig. Jeg følte, at jeg skulle lyve hver dag, og at jeg ikke var god nok. Frygten var meget virkelig for mig, og derfor tænkte jeg ikke så meget over, hvorvidt den var irrationel eller ej. På den ene side var det irrationelle socialfobiske forestillinger, men samtidig er der som LGBTQ+-person en reel mulighed for at blive ekskluderet på grund af sin seksualitet.

Det er vigtigt for mig at sige, at jeg er stolt over at være queer. Det er ting udefra, som skaber udfordringer. Det er ikke min egen skam, men en frygt for, at andre skammer sig på mine vegne og synes, at jeg er forkert. Den spirituelle verden i form af bl.a. yoga, meditation og røgelse har været en kæmpe støtte for mig i forhold til at vende tilbage til et normalt liv efter min depression. Det er følelsen af, at der er en kraft, der er større end mig selv, som passer på mig og støtter mig. Om det er rigtigt eller ej, er egentlig ligegyldigt. Det er okay, hvis det bare er placeboeffekt.

Bryn Frederiksmose: Jeg oplever depression som tomhed. Et mørkt ingenting. Som en jernkugle, jeg slæber på. Jeg kunne tænke: Hvorfor er jeg her? Kunne jeg ikke lige så godt bare forsvinde? Der er ingen grund til, at jeg tager ilt op, der er ingen grund til, at jeg optager plads her i verden. Jeg er her bare, og det giver ingen mening.

Jeg er panseksuel, og min kønsidentitet er ikkebinær transfemme. Jeg er uden for det binære kønsspektrum, og jeg befinder mig i transspektrummet til den feminine side, men kan, som det er nu, ikke få hormonbehandling og på den måde blive mere heteronormativ kvinde; derfor bruger jeg femme i stedet.

Jeg har diagnosticeret borderline med depressive og paranoide tendenser samt angst og tendens til mani. Min praktiserende læge og jeg forsøgte først at holde mig ude af psykiatrien, fordi det kunne give problemer med hormonbehandling senere hen, men min depression og mine selvmordstanker var så alvorlige, at der til sidst ikke var andet at gøre end at komme ind i psykiatrien. Jeg sagde til mig selv: Hvis jeg slår mig selv ihjel, så kan hormonbehandling være lige meget. Jeg er nødt til at håndtere depressionen først. På det tidspunkt tænkte jeg ikke over, at min kropsdysfori nok spillede ind i forhold til min depression.

Jeg tror, at mine diagnoser er kommet til med livet. Jeg har oplevet nogle voldsomme overfald, som fik min mentale sundhed til at gå skævt. Mine generelle oplevelser med andetgørelse, had og vold, tror jeg, har været katalysator for mine diagnoser. Det har givet mindreværd og lavt selvværd. Som queermennesker vokser vi op i en heteronormativ verden, hvor man er hetero og ciskønnet, indtil man springer ud. Det system passede jeg ikke ind i. I dag er jeg er blevet bedre til at anerkende, hvornår jeg går i diagnosen, og jeg har fået opbygget et skjold mod verdens undertrykkelse ved at definere mig selv og mine grænser. Jeg har etableret en spirituel, selvplejende og selvkærlig praksis, som var jeg i et forhold med mig selv. Jeg gør ting, der er nærende for min krop og sjæl, fordi det gør mig mere modstandsdygtig.

Morgan: Jeg kan ofte føle mig udsat i min hverdag. Som tyk og queer har jeg en oplevelse af ikke at kunne være mig selv i samfundet. Ofte kan jeg opleve, at jeg skal stå op for mig selv og udpege, når der bliver talt tykfobisk eller ekskluderende over for LGBTQIA+-personer.

Tidligere har jeg ikke haft plads i mit liv til at undersøge min seksualitet og kønsidentitet, fordi det at være tyk har fyldt meget for mig. Tykheden er synlig for andre, mens jeg bedre selv kan vælge, hvornår jeg deler min. Jeg er i en proces med at slutte fred med min krop, og det frigiver også plads til at undersøge og udtrykke, hvem jeg er. Det er meget sårbart for mig at sætte labels på min seksuelle orientering og kønsidentitet, fordi jeg er i en proces med at undersøge det. Men jeg oplever det som queer, altså flydende og uden for de hetero- og kønsnormative grænser.

Jeg oplever social angst og har haft depressive perioder. Jeg har i mange år oplevet at føle mig ensom og kan stadig opleve det, selv om jeg har gode venner i mit liv. Jeg forsøger at acceptere ensomheden i stedet for at føle mig forkert for at have det sådan. Jeg forsøger også at være ærlig over for mine nærmeste om mine følelser om ensomhed, og at min sociale angst til tider kan gøre det svært for mig at være i relationer og til sociale begivenheder. Før i tiden har jeg holdt mange af de svære ting for mig selv. Det ikke at være ærlig over for mine nærmeste, tror jeg, har været med til at forstærke ensomhedsfølelsen. Det skaber en usynlig distance til andre, når jeg ikke føler, at jeg kan være helt mig selv, også med de svære og sårbare sider. Det kan føles svært at være sårbar. Jeg skal ofte forholde mig til, at jeg er anderledes end normen, og jeg skal være stærk og kæmpe for min ret til at være mig. Når jeg står op for mig selv, kan jeg nogle gange føle mig forkert og misforstået, men det kan jeg også føle, hvis jeg ikke siger noget.

Det er, som om jeg hjemmefra skal forholde mig til, om jeg kan overskue at tage den rustning på, som gør, at jeg kan stå imod det, der kan ramme min krop. Jeg skal forklare mig selv, forsvare mig selv og definere mig selv på en anden måde end en tynd cisheteroperson skal. Som queerpersoner er vi stærke, fordi vi kæmper med de her ting hver eneste dag for at få lov at eksistere og gøre de ting, som mange andre bare gør og tager for givet. Men det er også udmattende, og jeg tænker, at det kan være med til at påvirke min angst og depressivitet. Når angsten tager overhånd, kan jeg ikke længere se den styrke.

Noah Thorsted Langkjær: Jeg var omkring 11 år gammel, da det blev klart for mig, at jeg hverken passede ind hos drengene eller pigerne. Det føltes, som om der var noget galt med mig. Der hvor jeg er opvokset, var der ikke nogen transkønnede rollemodeller. Faktisk havde jeg aldrig hørt om andre former for kønsidentitet. Jeg er transkønnet og biseksuel. Jeg har angst, og jeg har haft depression i løbet af min opvækst.

I slutningen af skoletiden skiftede jeg til en skole, hvor der var en voldsom homofobi. Det var ren overlevelse for mig i de år. Jeg undslap, fordi jeg undertrykte en masse ting. Jeg var bange og ked af det. Jeg var utilpas i min krop, i mit tøj og utilpas blandt de her mennesker, som havde så stort et had. Jeg var forvirret, ked af det og vanvittig depressiv. Hvis jeg dengang havde vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg nok haft lettere ved at forstå, hvad der skete i mig. Jeg havde vidst, at mine tanker og følelser omkring min krop var dysfori.

Jeg var 16 år gammel, da jeg fandt ud af, hvad transkønnet betød. Det var en stor lettelse, men samtidig skræmte det mig fra vid og sans. Tidligere havde jeg haft selvmordstanker i forbindelse med isolation, ensomhed og forvirring, og nu kom de i forbindelse med en afmagt og en frygt for den nye hemmelighed, jeg havde fået, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med. Da jeg flyttede til København i starten af mine tyvere, tog tingene fart. Jeg mødte andre queerpersoner, og det var vildt befriende for mig. Jeg skiftede navn til Noah, og jeg begyndte at få hormonbehandling. Takket været min queerfamilie er jeg mere fri og mere mig selv i dag. Jeg tænker, at min opvækst med ensomhed, følelser, jeg ikke forstod, manglende viden og rollemodeller er med til at forklare den depression, jeg havde i min opvækst. Grundstenen til min angst blev også lagt dengang.

Jeg har det godt nu, og jeg er kommer virkelig langt, men der er stadig problemer i samfundet. Jeg kan ikke udtrykke mig, som jeg gerne vil. Hvis jeg har hæle og glimmermakeup på i byen, oplever jeg, at nogle mænd bliver aggressive over for mig. Fysiske trusler, seksuelt krænkende adfærd og grænseoverskridende spørgsmål. Det skaber angst. I sundhedssystemet oplever jeg, at der ikke bliver taget hensyn til f.eks. angst og dysfori, og at der er et meget stereotypt kønssyn.